FØLER SIG TYK

Hej Børnepanelet

Jeg er en pige på 13. Jeg føler mig al for tyk. De andre er meget tyndere en mig og jeg synes det er pinligt gå i bad til idræt. Jeg træner ret meget og spiller fodbold og jeg passer også på hvad jeg spiser. Men alligevel er jeg tykkere end dem fra min klasse. De andre går i crop top og ser smukke ud. Jeg føler mig bare grim og tyk. Hvad skal jeg gøre.

SVAR:

Hej med dig.

Jeg kan virkelig godt forstå det. Jeg har også selv altid været lidt større end mine klassekammerater, og det har også været svært.

Jeg synes at så længe du dyrker lidt motion og spiser godt (og lidt usundt en gang imellem, fordi det er ok;) ) skal du prøve at blive glad for og acceptere dig selv. Og jeg ved det er s¨å svært, når man kigger på ens tynde klassekammerater som går i crop tops osv. Men husk på at din vægt ikke skal diktere din lykke, dit værd, eller dit tøjvalg. Og at du er dig! og det er godt nok om du så er tynd eller ej.

Noget der hjalp mig var at følge forskellige insta hastags så som #selflove som ofte viser mere autentiske mennesker. Jeg forstår virkelig at det er svært at kunne lide ens krop, især som teenager, så du må være tålmodig med dig selv.

Håber at det hjælper og du husker at være sød mod dig selv.

Vh Emma Online 17 år

PS. Der er lavet mange undersøgelser der viser at unge generelt tegner sig selv “grimmere” og “tykkere” end de er. Ens selvbillede stemmer ikke altid overens med virkeligheden. Så lyt til Emma og elsk dig selv som du er!

KAN LIDE DEN POPULÆRE PIGE

Jeg kan lide en pige i klassen men hun er meget populær og flot og det er jeg ikke. Jeg synes ikke selv jeg er flot.

Hvad skal jeg gøre.

Svar:

Hej du

Tak for dit brev. Du er ikke den eneste, der har prøvet at kunne lide nogen fra deres klasse, som har været flot og populær. Vi har også alle følt at vi ikke var gode nok til dem vi kunne lide, men det skal ikke stoppe dig!

For det første: Når vi kan lide nogen, har vi det med at sætte dem op på den piedestal, altså vi ser dem som smukkere, klogere og generelt bedre end de måske er. Det gør jo så at vi føler os mindre værd, fordi vi kun ser deres bedste side. Tit hvis man kigger tilbage på folk man tidligere har kunnet lide, virker de ikke nær så imponerende mere. Derfor syntes vi det er vigtigt, at du bliver lidt gladere for dig selv inden du prøver at få en kæreste.

Derudover er det nok en god ide at lære pigen at kende bedre. Husk at lige meget hvor cheesy det lyder, så er det bedst at elske sig selv før man kan elske andre.

Håber det løser sig.

De bedste ønsker fra Emma og Freja