Børnepanelet er en gruppe børn og unge mellem 12 og 17 år, som besvarer spørgsmål fra andre unge, om bl.a. mobning eller problemer hjemme.

Børnepanelet afholder ugentligt møde på Albertslund Bibliotek, og kan kontaktes på e-mail: bornepanelet@albertslundbib.dk

 
HVEM ER BØRNEPANELET
Børnepanelet består af en gruppe unge, der hedder Amalie T.18 år, Marie-Louise R.19 år, Oliver M. 19 år,  Olivia O. 16 år, Victoria 14 år, Frederik 13 år og Olivia Z. 13 år  - samt en voksen, der hedder Signe. Hun er redaktør og Børnebibliotekar på Albertslund Bibliotek.
          
Man kan blive indmeldt som redaktionsmedlem, når man er mellem 12 og 17 år og bor i Albertslund eller nærmeste omegn. Redaktionsmedlemmerne kan dog fortsætte med at være medlemmer, efter man er fyldt 17 år.     ***
 
HVOR OG HVORNÅR AFHOLDES REDAKTIONSMØDERNE
Møderne afholdes hver onsdag klokken 16 – 18 på Albertslund Bibliotek, Hovedbiblioteket, Bibliotekstorvet 2, 2620 Albertslund.
Tlf.: 4368 7054.  E-mail:
bornepanelet@albertslundbib.dk
 
Hvis du vil være medlem af Børnepanelet, så kontakt Signe på ovennævnte adresse/telefon. Det er gratis at være medlem.
 
HVAD LAVER BØRNEPANELET
Børnepanelet besvarer læserbreve fra børn og unge i hele landet, og skriver artikler, anmeldelser, historier om ting, som er oppe i tiden.
Børnepanelet arbejder altid med et overordnet tema. Typisk er det et emne, som interesserer børn og unge. Vi har lige afsluttet temaet;"LIVET - PÅ GODT OG ONDT" og er lige begyndt på temaet "KØN OG SEKSUALITET"

Vi fyldte 30 år den 13. oktober 2010, hvor vi afholdte en stor jubilæumsfest for alle interesserede. Der var oplæg fra designer og forfatter Jim Lyngvild, som selv engang har gået her på BP. På siden "BP udgiverlser" kan man læse Festskriftet og på "Nyheder" kan se du en lille streamer fra jubilæet.

LÆSERBREVE  
Børnepanelet besvarer som sagt læserbreve fra børn og unge fra hele landet, som skriver enten via nærværende hjemmeside eller fra vores e-mail: bornepanelet@albertslundbib.dk 
Når Børnepanelet har skrevet svar på læserbrevene, bringes de her på hjemmesiden. Man må gerne være anonym, men hvis man skriver sit navn og adresse på sit brev, kommer dette ikke videre, da alle på Børnepanelet har tavshedspligt.

Børnepanelet sender udvalgte læserbreve til distriktsavisen "Vestegnen", som bringer læserbrevene i hver 2. avisudgave (hver 14. dag)..

Vi indledte samarbejdet med  "Vestegnen" http://sn.dk/vestegnen pr. 1. oktober 2006.  og fra oktober 2008 har "Vestegnen" været med til at få denne hjemmeside op at stå. De bringer, udover de nævnte læserbreve, også vores artikler af og til, efter aftale.

ARTIKLER, NOVELLER, ANMELDELSER
Børnepanelet skriver artikler, laver interviews, skriver bog- og filmanmeldelser, digte og historier. Vi tegner, laver tests og meget andet. Alt dette bringes her på hjemmesiden. .

BØRNEPANEL-BLADE

Børnepanelet har udgivet i alt 16 blade med hver sit tema. Det sidste blad havde temaet "Uddannelse og drømmejobs". Vi udarbejder desværre ikke længere bladene, eftersom ALT, hvad vi skriver, bliver lagt ud på hjemmesiden. Vi har gemt alle bladene, så hvis du skulle være interesseret i at læse et eller flere, bedes du kontakte os på e-mailen.
BOG MED LÆSERBREVE
I forbindelse med Børnepanelets (som dengang hed Børneposten) 25 års jubilæum i september 2005 - blev der udarbejdet  en bog med Børnepostens læserbreve gennem årene. Bogen hedder ”Hej Børneposten, hjælp mig” og kan lånes på Albertslund Bibliotek. Den er på 333 sider og gennemillustreret med redaktionsmedlemmernes tegninger.
Bogen kan desuden købes på biblioteket for 50,- kr.   Ring evt. og bestil en på telefon:   4368 7030.     

UDFLUGTER
Mindst en gang årligt drager Børnepanelet på ekskursion, hvor vi besøger et sted, der har lidt at gøre med det tema, vi arbejder med. Den seneste tur gik til Det ny Teater, hvor vi blev vist rundt - samt interviewede skuespiller og sanger Kristian Jensen. Artiklen er lagt ud her på hjemmesiden.

------------------------------------------------------------------------------------------

***   Hvis du ikke bor i eller i nærheden af Albertslund, har du mulighed for at blive freelancemedlem. Dvs. du følger med elektronisk og arbejder hjemmefra.