Ryger hash og vil ud af misbruget

Hej BP. Jeg har et kæmpe stofmisbrug. Jeg ryger rigtig meget hash.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre men vll gerne stoppe med det.
Den 17-årige dreng
(Dette brev er tømt fra BPs brevkasse onsdag den 6. marts 2013. Postkassen hænger på Albertslund Bibliotek ved siden af en stak skemaer, man kan skrive på. /red.)

Svar

Hej den 17-årige dreng
Det er rigtig godt, at du nu har erkendt, at du har et problem med at ryge hash og at du gerne vil ud af det! Det vil vi selvfølgelig gerne støtte dig i. 🙂 Det er jo ikke særlig smart og klogt, at være afhængig af hash. Der er forsket i det og man er klar over, at der er mange géner ved det, det er slet ikke så uskyldigt, som nogen gør det til. Man bliver bl.a. afhængig af det og bliver sløv i en hel uge efter indtagelse.

Hvor har du din daglige færden? Går du på gymnasiet, HF, Ungdomsskolen eller andet? Hvis du gør det, så kan du starte med at tage fat i din yndlingslærer og tale med ham/hende.

Hvis du ikke er skolesøgende længere, så vil vi råde dig til at gå til din læge. Han/hun vil så tage en samtale med dig og derefter finde ud af, hvad der kan/skal gøres, så du kommer ud af dit misbrug.

En mulighed er også, at du kontakter SSP- medarbejderen, der hedder Mikkel, på Albertslund Rådhus: 43686868.
På rådhuset kan du også bede om at komme til at tale med en sagsbehandler, hvis det er. Tag gerne en voksen med, som du har tillid til.

Du skal fortælle dine forældre, at du er blevet afhængig af hash, hvis de ikke allerede er vidende om det.

Nu er det vel sådan, at du ikke har været alene om at ryge hash. Det er jo mest “normalt” at man ryger det sammen med nogle venner eller en gruppe, man går sammen med. Så det er en god ide, at du trækker dig fra dem og prøver at komme videre med dit liv. Find nye venner; det kan du fx gøre ved at melde dig til et eller andet, der interesserer dig. Det kan jo være noget sport måske.

Vær stærk – det kan du! Hold ud, så skal det nok gå. Pøj pøj.

Skriv gerne igen hvis der ikke rigtig sker noget.

Hilsen
Børnepanelet/red.