Far er flyttet til jylland

Min far er flyttet til Jylland nu. Min mor og far er skilt. Før boede min far også i samme by som mor og mig, men nu har han altså mødt en kæreste som han er flyttet sammen med.
Før kunne jeg være hos min far så tit jeg havde lyst og det var OK for min mor – jeg skulle bare aftale i forvejen, så de begge vidste hvor jeg var….
Hvad skal jeg gøre nu?
Det er også som om at mor og far er blevet sure på hinanden, fordi han er flyttet og har mødt en ny.
Hvor tit synes i jeg skal være hos min far?
Mon hans kæreste kan lide mig?
Hvordan kommer jeg derover?
Kan i hjælpe mig, søde BP?
Jeg er enebarn.
Hilsen
My 13 år

Svar

Hej My 13 år
Sikke en situation! Men du lader til at tage det i en stiv arm!
Men se at få talt det igennem med både din mor og din far.
Noget, der jo er typisk, er, hvis du tager hen til din far hver 2. weekend – sådan en ordning er meget normalt. Men det er selvfølgelig helt op til dig selv, hvor meget tid, du vil bruge på transport fx, for hvis du ikke vil det, skal du måske bare være hos ham én gang om måneden!?
Ja, selvfølgelig vil din fars kæreste kunne lide dig. Din far har sikkert fortalt hende en masse søde ting om dig.
Transporten derhen går højst sandsynligt med tog.Afhængigt af hvor i Jylland, han bor, viltogturennok tage omkring et par timer eller lidt mere?!
Held og lykke fremover.
Venlige hilsner
Julie 16 år, BP
PS. Prøv også at tjekke denne hjemmeside: www.morogfarskalskilles.dk
——————————————
Måske ved du ikke, at DSB har et såkaldt “Skilsmissetog”, hvor børn rejser sammen med en børneguide?
Du og din mor kan læse mere inde på DSBs hjemmeside: www.dsb.dk eller ringe på telefon: 70 13 14 15 og få nærmere oplysninger.
Du kan lige læse her lidt om hvad “Skilsmissetoget” er for noget:
“DSBs Børneguide er et tilbud til børn mellem fem og 14 år, der skal rejse alene i weekenden. Børnene er typisk skilsmissebørn, der rejser mellem mor og far i weekenden.
Tilbuddet har eksisteret siden midten af 80erne, og efterspørgslen er i dag så stor, at der skal bestilles pladsbillet flere måneder i forvejen.
Cirka 300 børn rejser hver fredag og søndag med toget.Der er cirka 30 børn i hver kupé, og der ikke adgang for andre passagerer end de børn, der har pladsbillet hertil.” DSB